Gitte Søe-Larsen
Liberal Alliance
Kandidatens drøm for Thy:
Jeg drømmer om et Thy, som også i fremtiden kendes på virkelyst
Selvsamme virkelyst, som datidens Thyboer udviste, da frådende sandhav blev forvandlet til skov og klitheder. En virkelyst, som gør det umulige muligt og trodser selv de klogeste skeptikere. Den virkelyst, som på én og samme tid virker både dumdristig og fantastisk modig og beundringsværdig. Den virkelyst, som trodser fornuft, men lader sig føre af stædighed og drømme. Jeg drømmer om et Thy, hvor vi tør omfavne moderne teknologi og dets muligheder, men hvor vi også tør at lukke skærmene ned og være noget for hinanden.
Hvor børn og voksne har det sjovt i håndboldhallerne, hvor frivillige bruger aften efter aften for andre og med andre, hvor vi hilser den nye nabo velkommen. Hvor vi uforstyrret tager os tiden til at nyde alt det fantastiske omkring os; Thy.
Jeg drømmer om et Thy, hvor tillid er grobund for omgang med hinanden. Hvor en spade er en spade og et ord er et ord. Jeg drømmer om et Thy, hvor vi tør sætte en retning, hvis den er fornuftig, på trods af, hvad andre måtte mene. Et Thy hvor et ord – fortsat – er et ord og, hvor et håndtryk har samme værdi som en kontrakt. Jeg drømmer om et Thy, hvor tillid og ansvar er hjørnesten. Hvor lokalsamfund blomstrer, ikke på trods af kommunen og regler, men fordi civilsamfund vises tillid og ansvar i egen udvikling.
Jeg drømmer om et Thy, hvor mennesker kommer hinanden ved. Et Thy, hvor forskelligheden og kontrasterne kendes med stolthed og Thyboens lune.
Thy er kontrasternes land; fjord og hav, surf og traktortræk, klithede og skov, byboer og landboer, børn og gamle, død og liv. Massevis af liv.
